Aktivitetsdag 20. september

Touren gik til Borremose Erhvervsefterskole

Tirsdag den 20. september valgte 175 syvende klasses elever fra Aars Skole, Østermarkskolen og Farsø Skole at deltage i aktivitetsdag på Borremose Erhvervsefterskole, hvor elever fra Borremose Erhvervs-efterskole skulle lede og hjælpe de besøgende elever i gennem en række aktiviteter sammen med nogle af skolens lærere.

 

Klokken 9.30 dukkede de første 7. klasses elever op på Borremose Erhvervsefterskole sammen med deres lærere fra Aars Skole, Østermarkskolen og Farsø Skole. Snart var pladsen ved cykelskuret tæt pakket med cykler og glade og forventningsfulde 7. klasses drenge og piger fra de tre skoler.

Eleverne var inviterede til aktivitetsdag, hvor de blandt andet skulle dyste imellem hinanden i idrætshallen og på fodboldbanen, ligesom de kom rundt og afprøvede nogle af værkstederne.

Efter velkomst og information om dagen gik eleverne i gang. Dagen tegnede godt med masser af sol og godt humør, da flere af aktiviteterne foregik ude på de grønne arealer.

Aktiviteterne ”wellness”, ”billedkunst”, ”blomsterdekoration”, ”idræt”, ”fodbold”, ”auto” samt ”leg og teambuilding” skulle nås i løbet af dagen, så der var nok at se til.

Mange piger valgte at besøge pigerne inde i welness rummet, hvor de fik lakeret negle; andre valgte at besøge billedkunst-værkstedet, hvor de kreative evner kom til udtryk.

Drengene besøgte autoværkstedet, hvor de fik viden om dette fag. Og så var der den populære bocartbane med både bump og skarpe sving. Her fandt man både drenge og piger med fart i blodet i gang med at prøve kræfter med skolens bocarts, der er lavet af tidligere elever på Borremose Erhvervsefterskole.

Ude på græsarealerne blev der dystet i fodbold eller arbejdet med leg og teambuilding, imens wolleyball og hockey foregik inde i skolens store idrætshal. Og eleverne gik til den med krum hals sammen med Borremose eleverne, kun afbrudt af frokostpausen, hvor man enten kunne fortære egen madpakke eller spise middagsmad fra skolens køkken.

Dagen sluttede med boller, frugt og saftevand – og for nogle en 6 km lang cykeltur tilbage til Aars.

Vi har ikke tidligere afholdt aktivitetsdage af denne slags, men det er bestemt ikke sidste gang. Det er vores oplevelse, at både vore og de andre skolers elever havde en dejlig dag, godt hjulpet af godt humør og en skøn solskinsdag i september. Samtidig vil vi også benytte lejligheden til at sige mange tak for den positive gejst og indstilling.

Kristbjørg Højgaard

Forstander

Udgivet i Uncategorized.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *